Jeg er gadens visnende spøgelse
gadens usynlige øjenkrog
hvor samvittigheden af og til hviler
når tiden stopper op
Jeg er det blik folk helst ikke ænser
når de fløjter forbi i en fart

Snavs er groet fast i mit ansigt furer
det gløder som månens dansende skær
der kæler med min frosne udmagre krop
kort før et menneskeligt pitstop
klinger rungende i min kop

Stop dog op
og skænk mig et tiltrængt kram
før vinteren står på min grav
Modellér mig nu til kød og blod
engang var jeg også et barn
Tag mig ud af denne virkelighed
før mine mareridt tager form
så har jeg måske også
endnu en dag i morgen

For mig er alting gennemsigtigt
og smil, varmen i min favn
men her på Købmagergade
er mine håbefulde tårer druknende
i overflodets  hav