Ørkenen blomstrer
opad evighedshedens hjul
som du smyr rundt om den fugl
der letter fra dine hænder
når du kvæles med decemberlys
frost og blå læber
når vi deler blå kys med blå kærtegn
i en piruet nedad mine drømmes ruchebaner
med udspilet iris der brænder
mens din glød bliver hvid som tung sne
og jeg bliver sneblind

Vi løber og løber
og løber tør for luft
i en metallisk støvregn
over et utopisk metropolis
fuld af sved og rust
men hvor skal vi løbe hen

Som mørt og banket kød
er vi et anker på dyb dyb bund
i et astronomisk ocean som altid udvider sig
med et ekkolod som kompas
Hvem ved hvor vi ender
blot vi ender med et brag

Lad os være mørket der drukner i lys
Lad os være lyset som kvæles af farver