Mine læber er hvide
  klistret ind i tykt bomuldstråd
    fængslende i vinden
      hvor mit legeme forsvinder let
det bleger stille
   og pumper mildt
mens jeg mærker ord forstene
   og tankerne give slip
 

Hvis så bare mine læber var blå

  så fantastisk sexede

    i sin lykkelige
      elendighed

hvis så bare tingene gik i stå

  og det hele standsede

så jeg kunne mærke en orden

  i dette kaos

så jeg mine drømme

  kunne nå

 

Så er det ikke bare

  en destilleret virkelighed
    så vel eksponeret
      i sin let dissekerede umiddelbarhed
at den er så uimponeret og vel disponeret
  i sin magtesløshed
at denne tråd kan kaldes
  den ufødte selvstændighed