Trækker ud,
træder i karakter,
ind og ud mellem kroppenes ånde,
trænger ind,
træder varsomt,
imellem impulsernes kogende amoriner,
og det trækker op,
aldrig konstant,
altid kontinuerligt,
drages bevægelsen ud af rummet,
til det bliver sitrende,
bidende intenst,
og det strammer op,
omslutter,
nær grænsefladen,
af det før så drømmende,
men nu så sigende,
ægte stumhed.
Du skal logge ind for at skrive en kommentar.