Tag mig med,
ind i nattens svømmende drømme,
tag mig med,
langt længere ud,
end jeg kan bunde,
for jeg vil svømme i oceanet,
af fantasierne,
og dykke ned i det uendelige,
det sansebare,
og fantasifulde,
univers der lever og ånder,
under mine tanker.
Jeg mærker hvordan,
kraniet forvrænger,
hvordan det,
slynger tankerne ud,
og jeg vil ud,
ud der hvor jeg ikke,
kan blændes,
derud hvor jeg,
aldrig kan tæmmes,
hvor jeg fanges af lyset fra månen,
hvor vi sidder på stjernerne,
og kan beskue verden,
som var den vores.
Så tag mig dog med,
og grib min hånd i natten,
lad os svæve på bølgerne,
af vores sinds strømme,
lad brusen blive til hjerteslag,
der slår imod vores bryst,
og lad havet være,
den tryghed vi omsvøbes af,
når vi igen danser i natten,
danser på tagene,
og på byernes skyer,
og lad os finde rytmen
i vores fælles ønsker.
Tag mig med,
for jeg vil føle alle verdens farver,
tag mig med
ind i dine trygge rammer
tag mig med
der hvor kun du kan,
tage mig hen,
åh,
tag mig med.
Men du vender dig i sengen,
ser bort fra mine lyster,
glemmer hvem der er ved din side,
og du tager mig endnu engang,
helt forgivet.
I was dancing along with you, and that ending just came crashing, me along with it…suddenly, I felt the let down, the disappointment… whew.
Have you read my poem Heaven?