Bag mine lukkede læber,
lyser mine øjne stille,
bag glimtet i mit smil,
gemmer der sig en hemmelighed,
og du opfanger det let,
men er fanget i tvivl.
Sanser øjeblikkene nært,
tager dem til dig,
suger hvert et åndedrag,
som jeg dig så stille skænker,
i mit ydre bedrag,
er jeg din,
eller er jeg ikke.
Dine tanker er glødende,
i mit fusionerende adfærd,
og du er fortabt i dybden,
af mit sind,
lag for lag,
men ser du mig nøgen,
eller er du forblændet,
af tanken om mit kys.
Ser dig blind i drømmen,
i tanken om mine læber,
mit let bidende tag i dine,
men du glemmer mig hen af vejen,
og forelsker dig i tanken,
i stedet for at gribe chancen,
og se hvem jeg virkelig er.
Men her står jeg nøgen,
og mine lukkede læber,
er din forsikring om,
at jeg elsker dansen,
mine lukkede læber,
er din vished om,
at jeg er forelsket i dig.
the pull and push of this poem’s content, mimics the controversy of the subject and the subjects thoughts…clever
oh how we love the dance…that song of closed lips, of getting a message through–but not, of feel me through these words, which I can not speak (don’t you hear anyway?!) but can only write…quite a secret indeed…again, pushing and pulling with the language here, which in its own right is quite an erotic movement…