På kanten af sindet,
fryser tårer til is,
formerer sig,
bliver til,
lange istapper på kinden,
men forlader aldrig øjet,
imens bider kulden fat,
og det er vinter,
det griber om sig,
det sner i mørket,
goldt og romantisk,
dør det hele hen,
og man sner inde,
bag lukkede,
aflåste,
tilrøgede vægge.
På kanten af sindet,
flyder billeder ud i mørket,
og man begriber ikke,
man føler ikke,
man tager bare,
det hele som et påskud,
om at det er slut,
måske det aldrig,
aldrig bliver,
forår igen.
På kanten af sindet,
snurrer tankerne omkring,
mister troen,
troen på sig selv,
og evnen til at foretage sig,
egne gunstige handlinger,
det bliver selvdestruktivt,
og sindet bombes,
sprænges,
for så at flyde ud i sneen,
hvor blodet langsomt sætter sig,
mætter sig i kulden,
i et selvtilfreds tag.
På kanten af sindet,
lukket ude af verden,
fyger stormen over signalerne,
det virker ufremkommeligt,
farligt glat,
og man falder nemt,
bange for at genopstå,
bange for at nå,
at føle,
for så at føle smerten igen.
På kanten af sindet,
er det lyden af vinden,
der sprænger igennem gaderne,
lyset er borte,
og man forveksler råd,
med skrig,
og man er et barn igen,
på vej ud over kanten,
overladt til sig selv,
søgende trøst,
søgende varme,
hvor alt forgår,
og man bare,
så inderligt bare,
ville ønske man kunne se,
bare lidt,
forår.
Du skal logge ind for at skrive en kommentar.