Tørstige børn

 

Af røgen oprinder vi,

levende børn,

af Københavns tidsalder,

med læber af knive,

tørstige efter ord.

 

I nattens ulmende glød

letter vi fri af røgen,

fødes som mennesker,

med blødende hjerter,

tørstige efter ord.

 

Af røgen oprinder vi,

bevingede børn,

flyvende igennem strøget,

med brystet højt hævet,

tørstige efter ord.

 

I nattens ulmende glød

sætter vi sætningerne fri,

drages af mønstrene,

nattens farver,

tørstige efter ord.

 

Af røgen oprinder vi,

engang så sunkne børn,

nu draget af vor skæbne,

med lystige læber og penne,

tørstige efter ord.

 

Del dette:

• Click to share on Facebook(Åbner i et nyt vindue)
• Klik for at dele på Twitter(Åbner i et nyt vindue)
• Click to share on Pinterest(Åbner i et nyt vindue)

Like this:

Like Henter...