Jeg glider langsomt ind på gulvet,

Bare for at ikke falde i hak,

Træde ind i sympati,

Træde ved siden af,

Bare for at være i en boks,

En boks der er foranderlig,

Uden for parentes.

 

Personligt vil jeg helst ikke være en streg,

Hellere en krudsedulle,

Der kan svæve let uden vinger,

Men så alligevel bare ER,

anderledes,

Ikke fordi jeg ønsker at være anderledes,

Men fordi jeg ER,

ANDERLEDES.

 

Det er tankestrøg,

Der glimter udenfor parentesen,

Som igen har svært fornuftige valg,

Dragende konklusioner,

Af den virkelighed,

Der omfavner mig,

I anderledes billeder,

Anderledes svøbe,

Der lukker mig ind,

På diagonal vis,

Bare fordi

Det at klatre op

Efter at være kommet ned,

Ikke er anderledes.

 

Det er lettere at bevæge sig,

 uden om huller,

end omkring huller,

Når man ER

Anderledes,

Det er lettere

At danse omkring,

End uden om,

Når man ER,

anderledes,

Så sparker ens nervebaner ikke nær så meget,

Til endnu et selvreflekterende offer,

På livets scene.

 

På den måde,

Kan man

på den der uansvarlige måde,

Og anderledes måde,

Som Sagtens

kan tåle at strippe,

Med tøj på,

Foran et andet menneske,

Også gå med en g-string på hovedet,

Eller under armen,

For det ER

Anderledes,

End så meget andet.

 

Jeg glider langsomt ind på gulvet,

Bare for at træde på brædderne,

Og mærke hvordan de runger i min krop,

Når jeg hvisker,

Anderledes,

Som var jeg det i en stor undskyldning,

For det at være til ,

At være og undres,

Over en skygge,

Af noget der er anderledes,

Der får lyset til at falme,

Og mit blik til at dirre,

Efter nye svar,

Anderledes svar,

På den realitet jeg omgives af.

 

Men hvad fanden,

Det er intet under at VÆRE

Anderledes,

Når man er en brøkdel af mængden,

De hidsige skridt,

Der taler for at VÆRE

Anderledes

Igen og igen,

Træder ved siden af,

Bare fordi den streg

 de befinder sig på,

Kan henvises TIL,

Bearbejdes AF,

Konkluderes PÅ,

Så er det intet under,

At det at VÆRE

Anderledes,

er så givende,

i forhold til at melde PAS.

 

Men som med tiden,

Går det at VÆRE

Anderledes,

Også hen og bliver en anelse passé,

Lidt i stil med Buffalo sko,

lyserøde håndjern,

Så det ikke længere ER

Anderledes,

Men i stedet går hen og bliver,

Noget der VAR,

Anderledes.

 

 

Jeg går stille og roligt,

ind på gulvet,

Med et hjerte der banker lystigt,

med et roligt sind,

så jeg forstår AT

Det er ikke for at melde mig UD

At jeg VAR

Anderledes,

Det nærmere for at melde fra,

At jeg VAR

Anderledes.

Så tankerne kan falde på plads,

Og man acceptere at det VAR

Anderledes,

Samtidigt er det er med,

 til at få en selv

 til at indse,

At det får en til at blive TIL.

Leve og svæve,

I utæmmelige,

Små,

Fine,

Klare,

Bobler af spirer.