Verdenen,
slår knuder og sprænger,
mens gadebilleder fusionerer,
og blikket kryber sammen,
i et skævt udtryk,
fortællende en historie,
om alt for mange blinde gyder,
der har vandret,
og årene der føles,
som var de spildt.
Malende tanker,
i ord på mure,
skabte kontekst og vision,
svøbt i eget selvbillede,
mens der jagtes drager,
malende det røde håb,
der er så bristet,
da røgen fra skuddet lettede,
og så en ven flyde,
i guds søgelys.
Det blev værre,
og evnen til at gestikulere forfaldt,
da hans liv blev taget,
i de trygge rammer,
i den sikre verden,
den varme hule,
placeret på et internt bånd,
en smuk og broget lille gyde,
på Vesterbro.
Lysene i natten flyder sammen,
og suger vennens sjæl til sig,
mens de forbipasserende,
og de bedrevidende,
blot lettede på øjenbrynene,
og svalede videre,
ned af Viktoriagade,
væk fra Istedgade,
afsted fra problemerne,
og væk fra realiteten,
for hvem ville de være,
hvis de skænkede,
et andet menneske,
blot en tanke.
Vejene snurrer efterhånden sammen,
der spindes rundt om sig selv,
et fæstnet bånd i ens blod,
har forfanget sig,
og forbliver melankolsk,
depressiv om sommeren,
døende om vinteren,
et affaldsprodukt,
et smukt menneske,
hvor lyset stille brænder ud,
og verden mister endnu en engel.
Du skal logge ind for at skrive en kommentar.