Det ligger henslængt på bordet,
som et brugt dyr,
forgiftet af sygeligt ro,
uden snor og hale,
frit tilgængeligt for flokken,
uden det læser trådene,
der langsomt samles,
og trækker i det,
som en slave af hændernes leg.
Beskidt ligger det til skue,
som et bearbejdet udtryk,
der er smidt ud og trampet ned,
forgigtet og pint,
med trusler i onde øjne,
abstinenser i krogene,
uden livstegn.
Forpint og brugt,
lægger det sig på nethinden,
og samler sig,
som en bunke af sort snot,
der skal arbejdes med,
reflekteres over,
skånes og tilgives,
hvis realiteterne vil det,
med hjertet for skud,
spyttes der med skam.
“Jeg følger furerne i gulvet, prøver at lokalisere flere sprækker. Der er flest omkring hældningen. Det må have været udsat for et ordentligt tryk, men af hvad..!? ” – uddrag fra min novelle….med videre tanker….
Jeg ser et ansigt, delvist smadret ned i jorden, – med øjne der kigger, direkte på mig….. Dét, kom jeg til at tænke på efter at have læst andet vers…..suværent Michael. På grænsen til det perfekte.