Når jeg lader tankerne hamre i bevidsthedens tastatur,

glider mundingen langsomt væk fra kraniet,

og jeg segner hen til diverse glæder ved stilhedens svage ae,

forgiver at det er rigtig at være så hamrende monoton,

kryber jeg hen af vanernes lagen,

onanerer med livet

og kommer i støvet.

 

 I de øjeblikke menneskeflokken kommer nærmere,

synker jeg spyttet med hastige skridt,

følelsen kommer nærmere og jeg væmmes,

kvalmen kommer og svinger som en vibrator,

får lyst til at løbe,

flygte og skrige som en hund,

væk i de drømmende faner og lystige blikke,

der glider hen af neonlysene på vejen og væk fra dildoerne i vinduerne.

 

Som et splittet menneske ser jeg mine handlinger udefra,

tom for de udtryk erfaringerne efterlader mig,

griber fast i de øjeblikke der skænkes mig,

takker med den ene hånd og skær dit hjerte ud med den anden,

 mens jeg som menneske,

flygter fra den virkelighed som verden skænker mig,

og roen sænker sig langsomt over mine hjerteslag.

 

Kryber ind i min lille grotte af tryghed hvor mørket gror,

ser de forandringer verden foretager uden min tilstedeværelse,

fanger mig selv i intetheden og mærker ligegyldigheden røre på sig,

nu hvor alt mening langsomt er summet ud af eksistensen,

så bygges muren op med vaner og grå melodiske toner,

for her kan jeg drikke og le i mit eget billede,

når jeg møder min 6 årig indre narcissist igen.

 

 Begynder at dyrke trosretninger og væmmes ved alt det “rigtige”,

brager ind i de udstillinger som mediebilledet skaber i mit sind,

alt ødelægende hvor jeg kommer frem med mine brede skuldre,

kryber jeg med opløftet bryst ind med hånden i bordet,

og jeg griber København ved halsen og skriger: