Blanket af til at gøre det rette i øjeblikket,

trædende i en væbners fodspor med tomme skridt,

er skjoldet for længst tabt og pilene rammer brystet 1 efter 1,

hjerte slår med autopilot tankerne ind i syrealismens skær,

kalkulerer med det åbenbare og analytiske korrekte medie,

ser realismen hvordan følelserne langsomt asker bort i vinden,

til de tråde af uvilkårlige handlinger delmålene efterlader trygt.

 

Efterlader fokus i regningerne der skal betales sidst på måneden,

tvinger de gale til at glo og løbe i hvileløs fart – nordpå,

 fingernem og efterlyst i de klare valg der ligger gemt under fødderne,

rejser hånden sig og melder om en ny vej – en ny ide,

der lægges sjæl i det klare og åbenlyse sekund,

men det knækker over samvittighedens tunge skam,

 når svaret ligger i ærmet,

 

Langsomt maler billedet sin glans hen over mulighederne,

og man længes helt efter klare valg igen,

i notoriske rækkefølger forfulgt af frie skæbner,

øjeblikkeligt fulgt op af de ramaskrig vinteren har med sig en sommeraften,

hvor benzinen kastes ud over bålet og eksploderer,

som min indre sindstilstand i tanken om dine tårer,

lægger jeg min hvile i de drømme der må dø.

 

Løgnene bliver tydelige i nattens mørke tanker,

hvor tvivlen vokser sig større og større under savnet af dine vinger,

med sorte tårer tørrer jeg skammen af din kind,

fylder venerne med bly for differentielle cykloner,

der kæmper deres kamp om at vinde min gunst,

i den årrække af historiske valg jeg ligger i min erfaring,

 og danner rammerne om varmen i mit hjerte. – koldt.

 

Fanger pungen med min kolde hånd og synker stenene,

med livet i behold synger jeg sangene i gadernes skær,

under aftensolens røde manke af stolthed,

viser jeg stolt mit sårede hjerte frem for offentligt skue,

– en passioneret mand er aldrig hel uden sin sjæl, –

kaster den tomme hat ud på jorden og slår strengen an.