Som et produkt af din leg udfolder jeg mig,

bag din førte hånd spiller jeg mig,

uden tryggende frekvenser indeni mig,

imødekommer jeg det ventende i dit vendte blik,

bortløbet og ufortrødent smagende på valget,

griber jeg muligheden for at søge farten og adrenalinen,

med hjertet siddende i halsen søgende din mund.

 

Tankerne udspiller sig som brikker i dit upræcise spil,

usikkerheden spiller ventetiden et puds,

håbet kommer bristende op til overfladen,

med oplevelserne indrammet i byens puls,

pulsen op i i synkroniseringen af vor indre slag,

søger de sårede og absurde eksistenser polernes kamp,

holdende det kogende og flydende i ekstase.

 

Kogepunktet er noget nær bristepunktet,

når bomben falder ned i stille omgangskredse,

hvad der kan forventes og frygtes i det fjerne,

med spørgsmålet om eksistentielle livslinier i dit kors,

med armene foldet og luntet liv i enden,

forlades nu min lejlighed med smerte,

søgende et indre hjerte på klem.

 

På byens veje renser du mit blod i iver,

med galoperende knaldrøde kinder i dit spejl,

klasker du drømmende dine ideer ud i byen,

mærket for livet af dine konsekvenser og livsvalg,

byder muligheden for accepten af det uansvarlige,

og bundærlige monolog der gemmer sig i nattens trusser,

forsømt af bidende sekret i dine læber,

søger du svaret i kondolencen.

 

Uimponeret skyller du ud i rendestenen,

træder på min fortrøstningsfulde blik,

lader egoismen søle ud i havet og indtræde påny,

med diskussionen kørt ud på det daglige spor,

brænder du tillidens sidste nerve med afvigelsen,

og lad blikket evigt vende væk fra din nedre bund,

skjulende dit mesterværk i sort.