Skjuler mig bag dine øjne af skyld,
ser på dit lig vandre mod vor hvile,
brænder fast i din sjæl
og skjuler sandheden bag min tunge.

Årene gik hurtigere mod knivene,
timerne blev til sekunderne,
kridtet blev taget i brug og lærdommen genvundet,
men aldrig forbundet.

Det var de katestrofale konsekvenser
som regnede ned over moder jord,
som regn fra vor gråd i en tom nat,
bag månes sentimentale skær.

Det var der den ene ekstremisme
blev til den næste pionisme,
for hvad der var bedst for vor blod og kød,
fra vugge til grav båret i silke.

Alligevel skriver jeg her din nekrolog,
en monolog der forslog en psykolog,
det misforstod alle lydende i vor analog
der var forsikret og ankret til den forbudte dialog.