Røgen skær frem på billedet af den perfekte himmel,
bevæger sig hen over panoramaets skønne væsen,
cirkulerer ind og ud af voksne lunger,
begraver svundne erfaringer bag bål og brand,
med mørkklædte mænds stampen i grus.
Ventetiden kravler op under huden på og i deres årer,
med en tyk tjære og forbinding om hals og nakke,
stivnede i tidens tunge jerngreb,
med tanker og gas og sult i mindernes glemsel,
hvor troværdighed er blikket fra en lille baby.
En, to, tre, mange tunge lange svundne skridt,
ned af marchmarken lange mange fængende faldne,
en arm til højre, en arm til venstre og mange forneden,
altid i vente og altid i ro med strømperne nede om anklerne,
lader du græsstrået stå i håbets tro.
Du skal logge ind for at skrive en kommentar.