Akt 17

 
Rådhustårnet lader sine tårer falde
ud over sin plads
der er forladt med en
solnedgangsbrændende larm
Hver dråbe falder som dunk
som små transparente bomber der
sprænger trommehinden
på et endnu ufødt barn
 
Et liv fanget
i et ocean af tårer
mens dets moderkage spiddes og
sættes i brand
med frygt
i tomme løfter og
løgnagtige øjne
 
Det er mennesket

versus gud