Avaritia

Åbner smykkeskrinet
til mit eget helvede
og iklæder mig et dæmons gab
som opsluger mit sind
til trommerne
fra det dybe skrig

Små sataner danser
ud af mit syn
og farver penge til smil
der råber af lykke

Latteren er ikke til at stoppe
og verden flakker forbi
med menneskehorder af slaver
der falder på knæ
over mine bevægelser

Jeg vil have det hele

Så jeg danser
igennem mørke baggårde og
strøgfyldte kvarterer
af indre by
og sætter ild til vejkanten
for at de
kan følge mit spor

Jeg vil eje verden

Af asken
græder engle kalk
i tanken om deres
fordums tid
Deres vinger brænder
som min sjæl
smadret til ukendelighed

Så giv mig udødelighed

Min ansigt er mosaik
Mislykket
dog forstenet
til evig tid