MAT

Lyset vejende
Åndedrættet svajende
som blitz i vrimlen
af tusmørket der
spreder sig ud
under hendes kjole
som brusende rødme
i hendes sind

Blind som en nyfødt
famler hun om hans lem
og brænder sine læber
Mens døren til hendes mødom
åbnes på klem

Og klemmer, det gør hun
så tiden strækkes ud
og lydene drypper
fra værelsets loft
i en underfundig takt

De falder som syreregn
der ætser hendes krop
så noget i hendes kvæles
og hendes øjenlåg
sprænges op