Mit blik kærtegner døende glimt
disse små sendebud dalende ned
igennem tabte drømme og deres udflåd
mens evige strømme af sætninger
snor sig frydefuldt om min hals
så mit indre univers stråler med en glans
der er kold som frossen marmor
og skarp som en slebet kniv

Mit blik vandrer hen over sjæle
der forsvinder i hinanden
I hinandens glød af godhed og had
Deres linjer af personlighed
som smelter sammen
så de hver især blot fremstår med huller

Mennesker er tomrum

Mennesker er små puslespil som ikke er samlet
og må erkende, at de aldrig bliver det
De er som støv i en ørken af salt
partikler i overfladen
der berør en promille af livets cyklus
og alligevel er så komplekse
at de ikke
kan rumme
sig selv

Vi blegner i vores eget skær
i håbet om noget mere
Men hvad håber vi egentligt
at der sker