I vakuummet, tomrummet
i de mørke afkroge af vores hjerter, forstummet
banker ensomhed, kærlighed
i en strøm af tung tung øredøvende larm
mens vi er stille

Vi er ikke blinde

Vi er bundet, forsvundet
i kæder af fingre der svæver
af lystige lænker der fægter med drømme
om salte væsker og glødende hud
sammenbidte læber, kæber der spænder
til snefnug der smelter
røde kinder, blikke der glimter
i svedens rytmiske piskeslag
i frygt der smuldrer
i kuldrede legende tunger
faste greb og rytmisk dansen
op og ned ad vægge
indtil verden den falder
og vi falder med

Hvis bare vi kunne se

Åbne vores sind, lukke hinanden ind
ind hvor mørket truer
hvor fjenderne lurer
og minderne bider og verden den vrider os
spejlvendt, vrangvendt, ubekendt
i svigt og i pligt, i pli og ubehag
al den fortid vi ikke kan have
så vi er afklædte, hud og skeletter
mennesker med hænder
med bløde læber, rynker med smil
en fælles energi, en hvirvel af empati
patina og synergi
vi ku være rige
hvis bare vi ku se

Vi er ikke blinde

Vi ser røgen, støjen
i de rygende afkroge af vores hjerter, uforløst
banker kærlighed, ensomhed
i en strøm af spirende håb
mens vi er stille

Nu vil vi ikke tie mere