Det virker helt bekendt,
at være antændt,
betændt med bebrejdende tanker,
når man bladrer febrilsk,
igennem folks personligheder,
og skaber ideer,
af deres hårdtslående tabte slag.
Det virker ikke usandsynligt,
når det er så smagfuldt og fyldigt,
endegyldigt fortrøstningsfuldt,
når man samler håndslag op,
og stjæler skjulte handler,
et håb om en spinkel ide,
bliver nu en flugtvej,
ud af dagligdagens rytme.
Det virker endda helt normalt,
at se folk bryde sammen fatalt,
ovenomtalt i kedsomhedens mur,
hvor farverne danser i mønstre,
og visualiserer sig på bølgede rubrikker,
kærlige dybblå skakbrikker,
som føres ind og ud igennem,
fingernes leg med ordenes røg,
oversvømmet i tankernes tårer.
uuuuuuuuhmmm,
men det virker så rigtigt,
at forstå vigtigheden skambidt,
ansigt for ansigt,
øje for øje,
krybes der lag for lag,
længere ned i den dybdeborende mimik,
og det flimrer i flammer,
helvedes tænder bider i sindet tinde,
man er tættere på kanten,
mursten bliver til døre,
døre bliver til veje,
veje bliver til vinduer,
vinduer bliver til paralleller,
paralleller bliver til universer,
og i universet lys,
stråler mulighederne frem,
af en sprække gennem muren.
Men ja,
JA!,
JA skriges der,
Det varmer mildt,
banker blidt,
fra hjerte til puls,
pulserende igennem strubens lag,
slipper blikket sit tag,
fra den sorte tåres offensiv,
kurrende sig selv instinktivt,
med milde vindstrøg,
fra en mild brise,
svingende ind fra øst,
kastes sindets impulser igen mod vest,
og muren rives ned,
renset som et barn,
leende mod sit krucifiks,
vugges samvittigheden,
i byens rytme,
iblandt mængden,
rejsende solo og fri,
svømmende i eksistentialismens årer,
ses der med opløftet pande,
fremad igen.
Du skal logge ind for at skrive en kommentar.