Der ses igennem nattens handlinger,
med silkebløde transparente minder,
brusende i de aftagende promiller,
summer lydene ud af billederne,
og sansningen bliver intenst,
stille og rolig havblå,
i et fastfrosset ocean,
der lægger sig i sjælen,
som et varmt og blødt tæppe,
der skænker fragmenterne varme,
og giver dem flydende hvile,
i et piskesmæld,
af konsumerede ord.
Årstiderne skifter sindets ham,
når samtalerne fra natten,
indrammes i glødende følelser,
mens byens gader ligger henslængt,
påny vaskes de rene,
for alt deres affald,
tomme forhåbningsfulde flasker,
skodder af lange samtaler,
den størknede opkastede kærlighed,
samt den evigt tilbagevendende provokation,
af indtørrede og urinfyldte grafitti malerier,
alle fejes de væk,
alle vaskes de væk,
bag morgenglødens ulmende drømme,
skinnende i diset ilt,
blandt likørsyndigt støv fra natten.
Når den smilende morgensol,
brænder sig vej igennem nattens røg,
svedes der restituerende,
med røde streger på en kyndig pande,
som barn af fantasier,
levende på bobler,
velvidende intet kan gøres om,
intet skal gøres om,
tværtimod skal denne billedblomst,
smelte sammen,
med kroppens eksplosioner,
ekstasefyldte vibrationer,
opflammende på sindets hinde,
på byens sande rigdom.
I lysskæret af krydsfeltet,
kombineres de strålende farver,
på en glødende morgenhimmel,
over byens tage,
indrammende flyvende jazznoder,
og brændende kærlighedsorgier,
til asfalten,
til brostenen,
til blotte kinder,
til tomme ord,
vilde løfter,
og våde kys,
og regnfyldte tanker,
til sitrende bevægelser,
alle til det udgangspunkt,
at de efterlader et endegyldigt aftryk,
og af skæret bryder lyset ind,
mens refleksionerne falder med natten,
og af en ny dags oprindelse,
oprinder inspirationens incitament,
mens intensiteten stiger,
og lysten til at smage på livet,
spejles i maven,
og lyser ud af øjnene,
på de frie børn af byen.
Genialt digt michael. Du slår benene væk under mig gang på gang.
I think you are starting a love affair between me and the danish language…
those early morning walks, through a city that lives in a my heart, can not only inspire me, but quite often save me and slay me with the emotions it releases…but oh how sweet that pain can be…how real it all becomes, because it defines the very existence of my heart….
very nice. it moved me.