Forslået i de brudne kar,
som vandrer i kroppen,
fryser din indre rose,
iskoldt og forvist,
fra gulvets kulde,
afvises du,
din ret,
til at bære ord,
som du betræder din scene.
Besat af dit indre,
din mørke kæmpe,
flakser dine øjne,
splitter lokalet op,
fordelt i tåger,
presser tårerne sig,
længere ud,
nær dine kanaler.
På trods af din vilje,
din evne til at slå ud,
mister du troen,
på din indre glød,
og blikkene fæstner sig,
river flapper af din hud,
hvor du måles og vejes,
så du står,
komplet nøgen,
alene,
fanget i din sårbarhed,
af kriblende kold sved.
Tiden forsvinder,
træder langsomt baglæns,
og rummet fryses,
i en åbenbaring,
hvor væggene skælver,
og lyden fra din mund,
bryder rummets energi,
i et tungt skrig,
af den klirrende genklang,
af dit hoved der falder,
og rammer gulvet,
ituslået,
i tusindvis af,
frosne stykker,
af præstationens tåger.
Du skal logge ind for at skrive en kommentar.