Det på grænsen,
til at mærke,
på vippen,
til at falde,
fra hinanden,
lettere omtåget,
bliver man mødt,
af billedet,
i det golde udtryk,
marsklandets efterladenskab,
af den krig,
du satte dig for,
at kæmpe,
fremmed,
for dit eget land.
Jeg ser ikke hvordan,
du tror at jeg flyver,
men jeg vandrer blot,
svævende i tankerne,
imens kulden,
gyser sig vej,
igennem,
mine vener,
hvordan det brænder,
isner sig vej,
flydende i blodet,
strømmer indtrykkene,
fletter sig ind,
i smilet,
lettere sarkastisk.
Vi venter blot,
mens tiden smelter,
sindet falmer,
og vi flygter,
fra os selv,
siddende i det golde skær,
på marsklandets efterladenskab
mens vi intenst venter,
spændt,
på at dagen skal oprinde,
hvordan vi oplyst af solen,
skal forstå,
smage på sanserne igen,
indse realiteterne,
at du og jeg,
er dømt,
til at skilles.
Du skal logge ind for at skrive en kommentar.