Vandrer i ly af gadens lys,
indsnævret i skæret,
fra tusinde bobler,
af summende mængder,
af tikkende tanker,
flyver illusionerne,
ud af revnerne,
fra byens mure.
De hvisker en historie,
bundet i frosne tårer,
fortæller om dengang,
vi stadig kunne smage,
mangfoldighedens lys,
hvor vi stadig kunne,
være os selv,
stadig bare,
være.
Synger en elegi,
ud i nattens violette kontraster,
oplyser himlen,
fortæller at der var en gang,
et blik i øjet på mennesket,
ikke så meget videoovervågning,
ikke så meget politikontrol,
der var en gang,
hvor vi havde følelser,
havde menneskerettigheder,
og ikke bare var fanger,
at der fandtes et liv,
hvor man ikke,
behøvedes,
at frygte.
Du skal logge ind for at skrive en kommentar.