Du åbner dine læber,
let pirrelig og tømt for luft,
kredser du snogene om min arm,
i tanken om at forføre mig blindt og komplet,
med dine giftige smil, grin og løgne,
der gemmer sig i dine små ivrige smilehuller,
fiskende efter mine abstinenser,
mine lyster skal slippes fri,
løsnes fra pungen og smage på neonlyset,
de røde lamper,
de kulørte stræder,
af vibrationsfyldte bare bryster,
der tager mig længere ind i din verden,
langt væk fra virkeligheden,
jeg vil ind i dit univers,
tage med dig på din rejse,
på virkelighedsflugt,
drømmetydning på første klasse,
der snakker så ligetil,
åbenbares forkortet,
og slikker sig i ansigtet,
og tager sig på hovedet,
når farten tager af,
når jeg eksploderer,
kommer levende,
i det ryk,
af et forløsende,
sansetryk,
en subkultur,
bragende igennem realitetsmuren,
og tilbage i sædet,
tilbage til dig,
og mig,
kære København.
Du søger din pole,
smider tøjet for mig,
og viser mig hvordan champagne,
går hånd i hånd med forførelse,
når du som en narrefisse,
skaber distance,
søger trøst i mit bryst,
mine ord,
parkernes uendelig scener,
mine tangenter af lyriske dæmoner,
der jagter smilene på gaderne,
oplevelserne rundt om hjørnet,
gadelygternes parringsdans,
de hjemløses nattesøvn,
de festendes udkast,
opkastet og skraldet,
festerne og blodet,
der pumper fra dit indre organ,
der vil have mig nærmere,
søgende,
et lys i mit hjerte,
der skinner på det ubarberede ansigt.
Med lommen fuld af penge,
ser du lykkelig på mig,
mens du forlader mig,
fattig og brugt,
udnyttet og elsket,
som et afskrællet produkt af din morskab,
sidder bæltespændet atter som et ar,
flydende på gulvet,
liggende på strøget,
og fortæller sin historie om,
hvordan vi strippede for hinanden,
mødte læber med kys,
og aftalte hvordan vi skulle komme videre,
hvordan jeg skulle tolke din bløde hud,
dit rå ydre og brugte indre,
som affald henslængt i gaderne,
vores søndag morgen,
og friheden til at være os,
vinker farvel med et kys på kinden,
et brugt kondom på lagenet,
en hvislende vind,
inden søvnen indtræffer,
og minder mig om dine kantede vener.
dine smukke smil,
og efterlader mig i savnens svøbe,
jeg siger tak for endnu en nat,
du var fantastisk,
et unikum,
kære København.
Byer kan være svin, de ved alt, og de udnytter det. Selvfølgelig….- som en kvinde.
Drømmetydning på første klasse……og jeg ser det hele for mig. Det er tråden i digtet.
Tåler du… kompliment, igen?