Din mund løber i ord mod hans,
men du er blot stum,
du kikker i hans øjne,
med en kile i siden,
du kysser hans mund,
med en tom følelse,
du rør hans bryst,
og føler dig usynlig,
når han trænger op i dig,
og du svælges i savnet,
når du falmer og bliver bleg,
i tanken om vores tid,
hvor jeg makulerer din virkelighed,
med strømningerne flydende,
ned langs dine sider,
i frosne kuldegysninger,
der jagter mindet,
din indre flamme,
der gør oprør,
i svedende,
fortrydelse.
Du tager dig til skridtet,
masturberer i flugt fra kæderne,
der omgiver dine handlinger,
låst i moraler og etik,
begraver du dine egne følelser,
sugende på glødende rød røg,
i hensynsløse promiller,
med en død rød rose,
malet på din dør,
sidder katten,
uforstående,
stille,
stum.
Du tager hans hånd i din,
føler dig ufuldkommen,
du oplever dagligdagen ved hans side,
men føler dig aldrig hjemme,
du mænger dig med jeres fælles venner,
i flugt fra realitetens substans,
træder du ved siden af det hårde valg,
og tynges af din ild der brænder i din sjæl,
når du mister besindelsen,
og tuder mindernes billeder,
ud i natten ved siden af ham,
mens du kikker i mine øjne,
drømmende om at dele,
øjeblikkende igen,
føle livet,
kærligheden.
Du søger væk,
men alligevel,
bliver du stum,
alt imens tiden fryser,
og jeg sidder på dine drømme,
som en diskant i stearinlyset,
et ansigt i skyerne,
en refleksion på ruderne,
passerende forbi din hår,
efterladende dine læber tørre,
tørstige som aldrig før,
du tager flammen,
kvæler den i stilheden,
mens du kvæler din egen livskvalitet,
du mangler ilt og frihed,
til at danse og føle,
hive og mase,
frit som en tiger,
jagende,
higende,
følende,
et liv,
et kys,
fra mig,
i ild.
…. og alligevel forbliver vi. Man kunne kalde det dødskysset.