Hvor end mit hjerte sætter ben og hvile skaber jeg et liv,

der hvor skrigene falder i natten til evigt elektrisk lys og smog,

 føler jeg mig hjemme blandt passioneret skæbner i rendestenens kant,

jeg rider på på deres smerte og føler deres kæres fald,

mens byen automatisk renser ud og nye dage aldrig stopper,

og endnu en sød misbruger injicerer sin daglige avis,

eller endnu en autopilot inhalerer vejens signaler.

 

Mit kosmos blandt jazzmusik på små franske cafeer blomstrer,

mine smil svæver på små gyder og mørker stræder i Londons baggårde,

mit hjerte banker når jeg ser el ravel i Barcelona byde op til dans,

rom kaster kranse af udtværede sko og sender mig blikke fra rio,

eller når jeg begiver mig ud i livlige kampe om en mening i New York,

hviler jeg mine tanker på en bar i Amsterdam og slutter med en tur i kanalen.

 

 Vinden har mine rødder og tørst og sult er mit anker,

sår mine grøder over alle hjørner og befrugter deres marker med minder,

fisker i det kommende og forventelige udkom af monotoniens regler,

 mens jeg drømmer om Thailands rige kultur eller Moskvas unikke skatte,

savner jeg solopgangen i Peru og længes efter udsigten fra Manhatten,

 det er i smoggen jeg falder til ro.

 

Jeg elsker at se hvordan mennesker kan acceptere skammen,

hvordan de intetsigende accepterer menneskehandel og turismens ar,

 hvordan de kan gå forbi en junkie der drømmer sig væk på åben gade,

 eller folk blot intetsigende accepterer deres drømme slukke,

mens skrigene i slummen vokser og hjertet banker i fattiges drømme,

traver vi på sporene i evige tider og møder blikket fra refleksionerne,

dansende på rådhuspladsens torv.

 

Tag mig ind under din fortovskant og vask mig i morgensolens røde glød,

 jeg vil grilles i parken og nyde sigøjnernes tørstige blik,

med hænderne i lommen traver jeg med hjertet frit,

hvad der komme må,

må komme frit.