Millioner af bakker mødes i dit opløftede,

mit centrum i det du kikker på med oprejst pande,

min kantsten udenfor rækkevidde,

min rendesten i timerne derefter.

 

Alt løber samme vej i det ukendte,

skridt for skridt,

højre dernæst venstre,

fortsætter endegyldigt og syndigt.

 

Kikker mig ikke bagud,

siger jeg da hvert fald til mig selv i fornægtelse,

mens tankerne rejser tilbage,

igen,

gang på gang.

 

Mest fordi ingen må kikke på,

ingen må kikke ind og se hvad der skjules bag nethindens render,

eller se bag det slørede blik.

 

(spytter)

tsk…

 

 En hvisken i det fjerne,

lyden deraf lyder let,

som en dans i vinden,

og en pusten i regnen,

det er blot en facade,

blot en facade,

en FUCKING facade.

 

 Skridt efter skridt,

hjørne efter hjørne,

en ny vej,

passerer buske og træer og buske,

huse og lyskegler.

 

Som et blik mod himlen,

som et blik mod mit sind,

som et minde om det fjerne,

som står en så nært.

 

Så nært at det er pinlig som mand,

så nært at det brænder sig fast i ens hjerte,

og bare fortsætter.

 

 Som et snefnug,

som et FUCKING dansende snefnug,

 gør hun mig paralyseret.

 

Så finder mig selv siddende i en tilstand hvor jeg er fantaserende!

 

 Lyden af hendes stemme,

runger som et skrig om hjælp,

hjælp til selvhjælp.

 

Redder jeg hende,

redder jeg min egen sjæl.

 

 Mit hoved gør som altid,

kikker fremad, 

holder hovedet højt.

 

Ikke alle de forhold,

ikke alle de bånd,

ikke alle de distancer,

komplikationer,

og operationer i det tredimensionelle univers,

realiteten.

 

 Det gør for ondt,

så hellere tage et skridt mere,

og et mere,

og så et mere.

 

Husker stadig hvordan solen ramte din kind og du brændte,

 husker stadig hvordan solen hindrede vor leg.

 

Derfor går jeg i mørke,

en dag mødes vi,

i mørke.

 

 Vor blik vil mødes i kulde,

og skimte i fjerne tanker om hvad der var,

had, sorg, trang, håb, kvalme, dunken, pulserende slag,

kærlighed når det er bedst.

 

Der hvor intimitet forsager ar,

skabt af dine negle mod min ryg og dine hænder i mit hår.

 

Nej tag et skridt mere

og et mere.

 

Det er mit kvarter,

det er mit liv og mine regler,

og det er dem der får mig til at krakelerer,

så jeg selv kan lægge det puslespil,

som jeg dog aldrig har fået lagt.

 

Lad os bare rode lidt mere rundt i dem,

 og blande farverne.

 

Et eller andet sted håber jeg blot du tager mig i hånden,

puster mig let i nakken,

bider mig blidt i det ene øre,

for så at kikke på mig med et smil.

 

Kan høre dig sige:

Kom skat,

lad os male brikkerne over,

og lad mig hjælpe dig med at lægge et nyt.

 

 Igen er det en operation i det igenkaldelige moment kaldet realiteten,

så FUCK det!

 

LAd mig rode,

lad mig gå,

lad mig tage det,

skridt for skridt.

 

Det sker ikke,

jeg kan ikke,

jeg tør ikke,

argh FUCK!,

jeg må løbe,

jeg må skrige,

jeg må slå på et træ,

 jeg må slå spejlet,

jeg må græde i enrum.

 

Folde hovedet i mine hænder,

og kikker mig over skulderen,

ikke vise følelser…