Det er tiden der fryses omkring dit nærvær,

solen der langsomt glider ned mod nattens gab

aer fuglekvidren og stille vind din kære sjæl,

i matriarkalske forventninger til egen standard,

gribes der fast i underlivets frygt for forandring,

med livlige eskapader i gribende tårer,

fra den håbende kind.

 

Epoken væltes ud af den sikre hule,

kyssene falder som bomber i et stille sind,

der trænges til kærtegn af blod og ærlighed,

men krydser frygtens vej mod fremtiden,

lander på gentagelserne og gør som en tæmmet hund,

afventer blot braget fra muren.

 

Der venter et spil af livstegn og fordrukne ord,

når jeg når stilheden i det åbne landskab,

og stirer mig blind i det du tillægsord du nævner,

rammer du altid plet,

når du nævner dig selv.

 

Når dagen flyder over det halve bæger,

længes midnats strømper og lunkne udtryk,

bag skrænterne i de vilde udtryk,

ventende og kommende tydende på liv,

fanger jeg tankerne på en krog af syndig flod,

mens jeg savner din hånd på mit bryst.

 

Hviler udtrykkene på en kant af svigt,

 måler troværdigheden i din ageren,

mens jeg føler verden som en levende påny,

lader jeg dit korpus skænke mig accept og kærlighed,

indsat i tidens fængsel af intethed,

afventende det kommende, 

accepterer jeg lyttende,

grædende i blæk.

 

Fanget i din verden af kærlighedens eliksir,

skaber du følelserne bag de forhåbningsfulde korridorer af magt,

med en krop af silke og smag af frugtbarhed,

vinker skæbnen lunefuld i vandets regn,

under kølige himmelstrøg i dit tøj.