Ordene falder som dråber fra en klar himmel,

vasker sjælen fra alle slægter og alle krav der måtte tænkes,

når tankerne sættes på repeat og du afventer den kommende lyd,

 fra en stum mund i halvhjertede korridorer,

maler du med vold dine manifester og skaber din egen ulykke,

når barken brændes og sjælen sælges i frustration,

i et valg af syndflodernes hierarki.

 

I de lydløse skridt på mindernes trappetrin,

finder du balancegangen i de halvbrugte gloser,

der står halvtomt tilbage i den forglemte høst af din frugt,

 men jeg skælver ved klangen af det sagte i tanken,

fryser i energiens masser og knuses i de sagte ansigter,

når jeg med kniven for struben lader masken kvæles i ærlige blikke,

under flugten fra det indre perspektiv.

 

Tankernes højborg sættes i spændekrage og knuges,

med kraften fra de usagte hymner af ukvemsord der stille daler,

jeg med ord af stilhed kræver den forbudte ret,

at elske lyden af ord der er låst af frygtens kapital,

og jagter de ækle stemningstalere på markedet,

 i urinkar med blodet hængende i stanken fra din brudte løgne,

sprænger den inficerede byld i et vakuum.

 

Lettelsen spreder sig ud af ryggen som en sommerfugl,

befrier sig fra pesticidens kran af ord der var frosset,

skælver gulvet i det kommende træk og verden venter,

med budskabet der længes efter og ansigter der måber,

skaber du dit kranium af respekt fra blottede øjne,

møder solstråler i glimtende fragmenter og hilser,

lad hjertet stå mig nær.