Dykker ned i memorias land af tusinde billeder,

ser glitrende øjeblikke med smil i ansigternes konjunkturer,

de dansende øjeblikke hvor du bar mig i dine arme,

de rolige øjeblikke hvor vor kærlighed bandt bånd,

med nettet trygt spredt ud under mig.

 

Tårerne er visnet ind på billederne og forlængst tilgivet,

 hvilende på bakketoppe af accept og tiltro,

søsættes målene med dine ord i baghovedet,

og reglerne brydes for at knuse forhindringerne,

moral og etik ændres i det givne.

 

Svøbt i dine arme graver jeg min smerte frem,

lader tårerne brøle frem fra stilheden i natten,

trygt i dine arme vil jeg lade snottet svælge og masken falde,

for hos dig dømmes jeg ikke,

hos dig er det okay at være mig.

 

En skytsengel i tankernes frie vilje,

en glasur fyldt udstilling i det åbne landskab,

dit frodige liv er min inspirator,

og jeg hælder selvtilliden ind fra dine valg,

igennem dig blev jeg mig.

 

Min stifinder og budbringer i skjulte nætter,

hør min elegi til de lyriske billedfusioner,

 lad natten dvæle i rødt skær og bløde,

for af sårets hinde er jeg skabt,

i dit billede – og jeg sir dig tak.