Når tangenten af din stemmes vibrator slår tonen an,

kryber jeg langsomt ud af min skal til de kælende toner,

iført nøgne klæder og en trone for få,

med et ærligt hjerte i hånden,

og en tro på håbet i din ånd.

 

Når du smiler i mørket føler jeg din varme ånde,

kilde mig ind i brystets røst og varme frygten i min tvivl,

hengiver mig til håbet om dine løfter en stille nat,

råber efter ekkoet på dine kommende ord,

men aldrig sagt, set eller følt mere.

 

Jeg nyder løgnen i din mund, 

når du stille fortæller mig om forelskelsens rør,

de forbudte klør placeret i ryggens trofæ,

så en synder er markeret i skyggernes dvæl,

med roen på dine skuldre og hånden i vejret.

 

Jeg ånder for dit kommende,

jeg griber efter dig sigende,

når blikket mødes i et farvel på bakken af følelserne,

og blodet pumper rekyler en mas,

mod navlestrengen i vort kommende liv.

 

Svæver på boblen af rekylens form,

kører retur, upfront og modsat på tværs,

af dit evige følelsesregister,

der måbende efterlader mig forpustet og forladt,

med håbet i min nøgne nat.