Med patronen siddende trygt i løbet,

mærker jeg smerten fra mine kinders blod,

rykker nærmere en afklaring i kødets magt,

og overgiver mig til følelsernes udflod,

tydeligt mærket i livets sener og vener,

bryder jeg med normens virtualisering

og møder min egen for første gang.

 

Drikker af skæbnens ironi og indser det fødende,

med kors brændt ind i røven træder jeg græs,

mærker slaverutens lange krav til mekanismerne,

piskeslagenes erogene zoner fordelt ud på de åbne ar,

hersker på de forladte områder syd for patriotismen kyst,

med målende ønsker om forbedring,

begravet med solen i øjnene,

lad mig dog ånde nu. 

 

Indtager dine kys med lukkede lussinger,

vender aldrig kinden til på grund af din forudsætning,

knuer smerten til min tænders isnen,

med krybende spor af forandring,

forbedring i vande der er trådt for længe,

ser du fremtiden falde fra hinanden.

 

Savnen sidder i skjult i ærmet,

bag smilet du anser for falske skjolde,

barrierne der sidderne lige under trøjen,

og ønsker at krakelerer til det forbudte jordskred,

men aldrig kommer videre,

grunden tyngden af samvittighedens rus.

 

 Hæver glasset og kræver min dans,

ønsker at stjæle billedet endnu en nat,

løbe med værtindens gunst endnu en gang,

knue sjælene op mod kødets dans,

og lade uundgåelighedens frygt møde dagens lys,

til sukkende sekunder af tvivlens lykke!

 

Lad os alle ty til ironien igen!

LAD OS ALLE BEDE!

AMEN!