Ingen hvile på stenens kant i frygt for livet,

måler demokraternes hverdag i brystet på stressens øjne,

med glatsmurte lårbasser fyldt med modernismen spise,

kikker jeg på det klokkeklare budskab i himlen.

Murer følelserne fast til gråden bag raketterne og venter på de sprænges,

tager uden at give med smilene og hårrejsende moraler,

for jeg lever ånder og er en del af verden i evig fred,

kommunismen fjende nr. 1 blandt mange sind.

Med et job under armen indtræder man heldets plads,

med frygten for at miste sekunderne i friheden,

hjertet altid i halsen men dunkende til lyden af fuglene,

sidder lønnen i timerne efter klokken ringer.

Moralerne flytter plads i takt med livets tikken,

flytter plads med pælene i fundamentet i vor vej,

sætter sejlene højt på strå og svælger i lykke,

med glinsende moderne design i vinduet.

Tager med stikkende forpustede åndedræt endnu et skridt,

mindre os i det eksisterende og evigt stjålet i derefter,

forbinder tiden sårene med arene bag på nakkens kant,

solen skær ingen hår af toppen kun tjæren under skindet.