Med en hvis stønnen for muren,

råber jeg intetskrigende mod den halsende væg,

og ser mod bunden af flasken der flyder udi nomadelivets finesser,

slår op på sige 6 i hedenske blade og forundres barnligt,

mens stønnen vokser bag barken på træerne.

Hviler stemmen på slebne sten og dvæles ved synet af lys,

halshugger stønnen i de skrevne tekster med blyantens streger,

kikker drevent mod dine betragtninger og føler mig alene,

stønnen søger unikummets forventnings publikum grinende,

med fældede arker og glemte passager fra biblens fødsel.

Tilbage står intet og logrer med sine tankers spil,

alene og ene med pudsede facader skiltes der ved døren,

en sikker stønnen klistrer sig fast i halsen,

med hverdagens faste rytme ventende ved trappen,

og måbende kryster fyldte eksistenser forstenes i nutiden.

Glæder mig til at stønnen kommer nærmere igen,

fisker efter de gribende og ufuldbårne moderkager kommer nærmere,

til livets ekko der indledningsvis kommer nærmere stønnen,

med gribende erektioner flyder dansetrinene sammen,

og fast til det stønnende publikum bag tæppet.