Togene pumper igennem byen som et livsorgan for vor kære moder København,
indeni sidder menneskerne fra næsten alle grene i samfundet,
som små neotroner, elektroner og protoner,
med hver deres bevidsthedhed og sjældenhed i samfundets åre,
hvor de lægger vægt på at være induviduel og stolt af det,
rygere i den ene ende og ikke rygere i den anden,
de kan gemme sig bag vinduerne og væggene i vognen,
så de kan betragte København fra et nyt poetisk og lettere filosofisk perspektiv.

Togene pumper igennem byen som et livsorgan for vor kære moder København,
indeni sidder jeg og måler situation i min bevidsthed med et waterpas,
jeg lever, jeg er, jeg eksisterer som en klump der har sat en stopper for tiden,
indtil næste stop på vejen mod min endelige destination,
sneen kaster sig sammen med vinden mod vinduet,
kikker ind på mig i form af iskrystaller,
den kan ikke røre mig så længe toget giver mig lys, ly og varme,
imens kulden venter på at jeg skal stige ud ryger jeg en smøg.

Togene pumper igennem byen som et livsorgan for vor kære moder København,
indeni sidder et menneske fuld af had til det hele,
hører og tænker med sin skrigfyldte musik,
udelukker sig selv fra resten af samlingen,
lukker øjene og lader stoppene og menneskene forsvinde,
lader sig selv flyve med vinden udenfor,
vågner 2 stop inden destinationen og forelskes,
noget personen ikke så før, var der,
nu skal personen af og på peronen venter intet.

Togene pumper igennem byen som et livsorgan for vor kære moder København,
indeni sidder en flok mennesker med et tåget sind,
de er lukket inde bag de fire vægge,
tidsbevidste kikker de ud på sneen,
flygter fra at se folk i øjnene,
fanget af deres etik og moral sidder de med et kors i panden,
hvert stop er en kopi men alligevel hedder det noget nyt,
røgen fylder rummet og tårene springer frem,
menneskene sidder som zombier og kikker ned i jorden,
venter på at lokomotivføren fortæller dem hvornår det er deres destination.

Togene pumper igennem byen som et livsorgan for vor kære moder København,
jeg stiger af, konfronterer sneen og går hjem til min hule,
fanges af sindets lyst til at sove og lægger mig,
min køretur er slut mens resten af jordens befolkning venter på deres.