Passerer forbi skræntens hvide kant,
begraver mig bag kolde vinde og kolde snefnug,
i begravelsernes dal af frie sjæle,
nok aldrig alene iblandt de isnede lyde,
blandt ansigternes centrifugering i vindene.

Tankerne trækker mig ned under et lag,
af fortidens forglemte ord og mange følelser,
ned under kategorier som usagte og ugjorte,
forglemt under mængdens samlede summer,
og refleksionernes disekrerede lig.

Fundamentet skabes af handlingerne bag,
mens jeg bearbejder de kommende historier,
gemt væk fra offentlighedens skue,
begravet bag forhistoriske tanker og handlinger,
fra forhistoriske personers ildfaste kamp.

Penetrerer normens mur med initiativrige forvandlinger,
der skyder mit hjerte mod himlen og accepten højt på strå,
ideologien nyskabes og udvides bag pionerens glimt i øjet,
for samtidigt at føle skæbnen tager form,
og hjertet stadig banker bag månens lunefulde nætter.