I det mørke ser jeg intet lys ingen farver,
er blændet af den skønhed ensomheden fanger mig i,
koncentrerer mig om at slippe tårenes greb,
men ender altid med at ty til tankernes dunklere sider,
fanget med pennen i hånden bag fortidens rammer.

Håbet kan ikke penetrere igennem til mig,
illusionen om noget bedre kan ikke nå mig,
fanget af de ånder som jeg har såret,
centrere jeg mine følelser med blæk,
i søgen for evindelig trøst i din favn.

Mærker ikke dine berøringer mod mit bryst,
eller de tydelige tegn du sender mig,
hviler blot mine tanker i de sekunder,
jeg rider på alverdens bølger,
og føler mig fri idet kniven rammer min arm.