I skrigenes mørke og dystre vej ind i tågen,
lader jeg varmen rykke nærmere og nærmere,
i tanken om skiftende tider bag sæsonens konjunkturer,
kikker jeg dig i øjnene og lader dig krybe ind under mit skind.

Jeg befamler dit sind i håbet om at du vil åbne det,
berører din hånd for at mærke dine vibrationer mod min hud,
med et pinligt blik rettet mod jorden søger jeg nærmere din krop,
betror dig usagte ord og gir dig klare hvide liljer.

Jeg ber til at du kan læse mellem linierne i skyerne,
at du kan skelne sort fra hvidt og se verdens nuancer i dig selv,
skabe en ro omkring mig og mit liv, i form af et anker,
holde dig selv og dine behov i fokus, i form af et lys,
mens vor blikke mødes bag lukkede døre så tyst.

Det er nye tider uden religioner men med forandringer,
det er nihilismens tab over individualismen påråb om næstekærlighed,
foragt mig ikke på billedet i dit værelse i dit sind,
tag min hånd på den anden side den rigtige side,
og lad mig ikke igen sige ordene:

“Jeg tog dit liv med bladet fra et nænsomt kys,
i håbet om et nyt liv, opløftet i Iris”