En epoke vælter trappestenens kant tættere mod asfalten,
Centraliserer dæmonernes indbyrdes kælen med kroppe,
Efterladen sjælen følelsesløs som en tom skal fyldt med tanker,
Tanker uden ord eller erindring om tid og sted,
Forblændet af nuets nuancerede blændede morgensol
Øremærkes og brændes de nøgne under fanernes kamp.

Brættet holder et sæt spilleregler og et vis antal brikker,
Rokader efter strategier med ære og mod hører fortiden til,
Vi lænkes til hinandens bånd mellem sekret og blod,
Alt for tit til lyden af morgenglødens saltede svedlugt der fordamper,
Mærkbare rødvinspletter på bordet taler sin egen forhistorie.

Der er ting som burde være sagt for lukkede øre i et lavmælt rum,
Ting der burde være vist for blinde øjne i dagslys,
Drømme der ikke burde være lovet og aldrig forenet,
Mennesker og følelser der aldrig burde følge samme konjunkturer,
Selv samtaler som krydrer selv den mest ensformige sammenkomst.

Gennem lyshullet til erindringens dal glimter jeg kyssene,
Forcerer de passagerer af følelsesløsheden som knive kender,
Skrænter mod livet jargon af parlør og spanske gloser,
I en glohed nat forbundet med jordiske elementer,
Spreder vi vor kærligheds aske ud over havets fane.