Der er få ting der burde være sagt, skrevet eller gjort.

Der er tidspunkter hvor knivene ikke længere kan påføre kroppen smerte,
og hjertet stadig banker,
men samtidigt heller ikke nødvendigvis båret af sorg.

Det er dette tidspunkt,
fanget af skæbnens ironi.

Fanget af dens forhold til tid.

Låst bag lås og slå,
for at imødekomme sin fremtid hængende i en galge
– som så mange andre.

Jeg har ofte haft behov for selv at sparke benene væk under stolen,
og se ham hænge eller dem.

Tankerne.

I min tvangsforvirring af en psykose må man dog stadig indse at det er en selv. En selv som man ønsker hængende
fra et reb
fra rummets centrum.

Man ønsker at give slip,
og ikke længere være følelsesløs og fyldt med had.
Men det er bare ikke ligetil,
sådan at se over sin egen næsetip til tider.

Specielt ikke hvis man hænger med pikken fremme,
og lige har dyppet den en tand for langt ned i kløften,
mellem hvad der var et blik indad – en styrkelse
og så pludselig at skulle stå til ansvar
for de følelser man har skabt i en anden person.

Nu hvor han er væk,
er det minder der vil dø i tavshed.

Fremtidsønsker der vil dø hen i det uvisse – som usagte ord.

Selve klangen og melodien der lyder til de usagte ords røst,
er skinger og kan kun høres af de klagende,
thi de er de eneste som forstår den.

Sammen spiller vi vor sang,
vi spiller vores følelsesladede ord,
spiller livet igen,
efter et kort stop på standby.

Det er de blotte tavse slag i minderne,
Det er billedet af sekunderne fra pinslerne,
Fra de kærlige ord,
Fra de mange kære oplevelser
Som samtidigt splitter mig.

Spejlet skælver.

Tro ikke at det er korthuset vælter,
det er blot endnu et kort man fjerner.
Endnu en dominobrik,
der vælter mod sit næste,
men ikke når sit endeligt.

Som en vinterrose stiger op fra den frosne muld.
Således ser jeg mod din grav,
Som en del af mit blod
Fælder en tåre fra mit sind
– Hvil i fred!