Vi når alle til et hvis punkt hvor sandheder krydser bugten til det drømmende og dømmende, hvor vi som individer pakker os in i små brune kasser. “Vælg mig!” siger egoet stillesigende, uden at kikke tilbage, uden at tænke over konsekvenserne det måtte have eller det skabte for de realistiske momentummer af ligegyldige seranader af de eksapader som udstilles i døren på vejen, på vej til den næste, eller kommende. I det mindste nyder vi det da, i de sekunder og minutter det måtte vare. Det er bare, eller “bare” timerne og dagene derefter som kan føles længere, og udskældte og pinte. Blot fordi ens skam bærer præg af at kjoler kan løftes og designes til at matche næsten alle ømfindige mennesker. Jeg så i en reklame idag, at de sælger disse supermaskiner der gør dig tynd blot af at købe produktet, uden sved og tårer, blot smil og glæde med godkendte resultater i stakkevis.  hjælp tænkte jeg. hjælp! Kontra en verden hvor det er venners fødselsdag, eller drukture, eller studier eller at være til. Alt i alt kan eksistensen i sig selv være farligt. Men om alt andet kan det at være nogle gange betyde et hjerteslag yderligere frem for et mindre. Så pust dog liv i bobblen.

Var dette blot lala… Nej – Vinduet er i sig selv altid en åbning! – Så meningen er altid på den anden side.

Egoets udfoldelse

Banker elektroderne på plads i et ensformigt tryk med pulsåren,
indhalerer partiklerne røg på ristede fortænder,
boret i uden de valsene kys under huden,
der knitrer og tænder de brændte minder med glans,
og efterlader rummet tømt for tårer.

Opbygger en konstant og rolig verjtrækning med flydende kvælstof,
nedbryder de fysiske barrirerer for hvad der var muligt og møder det uforventbare,
i en kamp om troskab mod fortiden eller kampgejst med fremtiden,
alle med munde der længes efter svedens erfaringer,
alle med skeder der længes efter sekret mod der skrug.

At legge med de vilkårlige rækkefølger eller glemte beholdninger af sandkorn,
tegninger der er skabt i mørke kældre på trøstbare vægge,
eller i kanten af den begravede kiste hvor komaen uddøde,
blank kryb og kravl danser pendulet endnu videre,
og vi smager blodet af de tv-dansende parametre.