Emaljen er knækket
hvid og farveløs
på dit smil

Du hvisker om neonskilte
midt i et sidste dansende skrig
hvor din mistede mødom
er sindets første skridt

Alting rejser sig
siger du – til dig selv
selv om alt er sort og hvidt
og lyset det slukkes blidt

Tilbage er kun frygten
Angsten
for dit selvskabte
hvide snit

Ræk du blot din blege hånd ud
så rækker jeg dig min

Måske knækker vi begge
Måske bliver vi hinandens lim

Uanset hvad
forsvinder vi
ud i poesiens periferi