Tag mig i hånden,
kik i mine øjne,
fortæl mig hvorfor jeg ikke skulle blive,
blink hvordan du syntes jeg var ved din side,
støn hvordan min performance er på et lagen,
skrig hvor højt du holder af mig og skær det ud i tårer,
kram mig ind til dig og lån mig noget varme i nat,
skænk mig din løfter skrevet i sandhedens følelser,
begrav mig med ord af ærlighedens svar,
og grib mine spørgsmål i nat når jeg tvivler i kulde.
Lad det være simpelt,
sig det som det er,
lad mig acceptere balancen og den knivskarpe ærlighed,
når du bryder banen og fortæller mig skyggernes fald,
under kærligheden rejsning og sommerfuglenes vunden frihed,
med lad det være hjertets slag som fortæller mig rytmen,
i dine eksplosioner når du lader blikket ramme jorden og bakker ud,
med kronede dage hvor minderne var gyldne,
finder vi interessen i violete farver på vores maver,
og søger nattens nysgerrighed påny.
Jeg udfordrer dig,
tag mig i mine løgne,
grib mig i at lade blikke flakke et sekund,
søg uvisheden i mit hjerte og nyd magtens korridor åbne,
bid nydelsens vibrationer i dig under lange timer i ekstase,
hvor jeg griber fat om dine skrevne moraler,
og spreder nu spilleregler for livets veje,
når tiden sættes på time-out og realismen skal sparke ind igen,
stiller jeg dig spørgsmålet
“tør vi elske hinanden ved start i vor fælles synders synd.?”
Sku for stærkt, det kan jeg ikk læse i dag