Beklæder fortovet med min sjæls hvileløse vandring,
en sjælevandring forglemt bag årtiernes tidløse univers,
glider sensuelt igennem bilernes kroppe på vejen,
opsluges af materier og opløses i lys,
gengiver jeg hermed de urørlige skridt mod denne jord.

Fanget i et dilemma mellem substans og liv,
ophøjet fra billedernes mageløse kontrast,
forblændet med øjne i grumset tåge,
regenerer jeg liv i benzintanken på troen,
sætter i gear og reproducerer de forglemte melankolier.

En flyvende passage i det forglemte rige,
hvor min synkroniserende receptor er ukomplet,
i en åben dialog med de forbudte engle,
synger jeg min glimtende serenade til alles åsyn,
blandt folkemængdens lukkede blå øjne.